Vilkår for brug af m²soft
Version 2026-10-17 · Gælder fra 17. oktober 2026
1. Parterne
Disse vilkår gælder mellem
Frankston ApS, CVR 34621195, Travervænget 3, 2920 Charlottenlund ("Frankston", "vi")
og den virksomhed, der opretter en konto i m²soft ("Kunden", "I"), repræsenteret ved den person, der opretter kontoen med MitID.
Den, der opretter kontoen, bekræfter at have ret til at binde Kunden til disse vilkår.
2. Ydelsen
m²soft er en webbaseret platform til sagsbehandling for køberrådgivere. Platformen stilles til rådighed, som den er på det givne tidspunkt. Vi udvikler løbende platformen og kan ændre, tilføje eller fjerne funktioner. Fjerner vi en funktion, som Kunden aktivt bruger, giver vi varsel efter punkt 11.
3. Konto og brugere
3.1 Kontoen oprettes med MitID og Kundens CVR-nummer. Den person, der opretter kontoen, bliver administrator.
3.2 Kunden er ansvarlig for, hvem Kunden giver adgang, og for alt, der sker under Kundens konto. Kunden skal straks give os besked, hvis Kunden får mistanke om misbrug.
3.3 Vi kan lukke en konto, hvis oplysningerne ved oprettelsen er forkerte, hvis kontoen bruges i strid med lovgivningen eller disse vilkår, eller hvis Kunden ikke betaler. Inden lukning giver vi Kunden besked og en rimelig frist til at rette forholdet, medmindre forholdet er groft eller ulovligt.
4. Pris
4.1 Kunden betaler 200 kr. ekskl. moms pr. sag.
4.2 En sag faktureres, når Kunden i m²soft markerer opgaven "Faktura til kunde" som udført. De første 10 fakturerbare sager er gratis.
4.3 En sag, der er markeret som bortfaldet, faktureres ikke.
4.4 MitID-underskrift er inkluderet i prisen.
4.5 Der er ingen oprettelsesgebyr, intet abonnement og ingen binding.
5. Betaling
5.1 Vi fakturerer månedligt bagud for de sager, der er faktureret i den forløbne måned.
5.2 Betaling sker via Mastercard Leverandørservice. Når Kunden har brugt de gratis sager, kan Kunden først oprette flere sager, når tilmeldingen til Leverandørservice er registreret. Kundenummeret ved tilmelding er Kundens CVR-nummer.
5.3 Ved for sen betaling kan vi opkræve rykkergebyr og renter efter renteloven og lukke for oprettelse af nye sager, indtil betaling er sket.
6. Ingen binding og opsigelse
6.1 Kunden kan til enhver tid opsige uden varsel ved at skrive til os. Allerede fakturerbare sager skal betales.
6.2 Vi kan opsige med 3 måneders varsel.
6.3 Ved ophør kan Kunden i 30 dage få udleveret sine data. Derefter sletter vi Kundens data efter databehandleraftalen, medmindre lovgivningen kræver, at vi opbevarer dem længere.
7. Kundens data og persondata
7.1 Kunden ejer de data, Kunden lægger i m²soft.
7.2 Kunden er dataansvarlig for de personoplysninger, Kunden behandler i m²soft, herunder om købere, sælgere og andre parter i en handel. Frankston er databehandler. Databehandleraftalen er en del af disse vilkår og accepteres samtidig med dem.
7.3 Kunden er ansvarlig for, at Kunden har hjemmel til at behandle de personoplysninger, Kunden lægger i m²soft, og at de registrerede er oplyst om behandlingen.
8. Rettigheder til platformen
Frankston ejer alle rettigheder til m²soft, herunder software, design, skabeloner og metoder. Kunden får en ikke-eksklusiv brugsret, så længe kontoen er aktiv. Kunden må ikke kopiere, videresælge eller forsøge at udlede platformens kildekode.
9. Drift og ansvar
9.1 Vi tilstræber, at m²soft er tilgængelig døgnet rundt, men vi garanterer ikke en bestemt oppetid. Planlagt vedligehold sker så vidt muligt uden for normal arbejdstid.
9.2 Data fra offentlige registre og tredjeparter (fx BBR, tinglysning, ejendomsvurderinger og CVR) vises, som vi modtager dem. Kunden er ansvarlig for at kontrollere oplysninger, der har betydning for rådgivningen.
9.3 Funktioner, der læser dokumenter automatisk (fx udtræk fra købsaftaler), er et hjælpemiddel. Kunden skal kontrollere resultatet.
9.4 Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste eller tab af data, der kunne være undgået ved Kundens egen kontrol.
9.5 Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, Kunden har betalt for m²soft i de 12 måneder før den skadegørende begivenhed.
9.6 Ansvarsbegrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.
10. Fortrolighed
Begge parter holder den anden parts fortrolige oplysninger fortrolige, også efter ophør.
11. Ændringer af vilkår og priser
Vi kan ændre vilkår og priser med 30 dages varsel på e-mail til Kundens administrator og ved besked i m²soft. Ændringer til Kundens fordel kan ske uden varsel. Fortsætter Kunden brugen efter varslets udløb, gælder de nye vilkår. Kunden kan altid opsige efter punkt 6.
12. Lovvalg og værneting
Vilkårene er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Københavns Byret som første instans.
13. Kontakt
Frankston ApS · Travervænget 3, 2920 Charlottenlund · CVR 34621195 · kontakt@m2soft.dk